Hjem - Lions Danmark

Menu

Kendskab giver venskab og fællesskab

En skøn solskinsdag i januar kl. 8.30 mødte 50 studerende ind på Silkeborg Seminarium med udsigt til Lillesø. Dagen startede - til stor overraskelse og begejstring for de studerende - med kaffe og boller med ost og syltetøj, som Lions havde betalt. De blev ikke mindre begejstrede, da de fik at vide, at der også var kaffe og kage om eftermiddagen. En god måde at starte på.

Joan Tyde, Lions Theodora, Silkeborg fulgte forløbet og udtaler: ’Det var en meget stor oplevelse, som kun bekræfter mig i, at Holdning & Handling er et super redskab at give de studerende, når de skal ud på skolerne og formidle der viden.’

Kendskab giver venskab og fællesskab

Første kursusdag omfattede aktiviteter med udgangspunkt i bogen Energisten, hvor de studerende lavede forskellige aktiviteter, hvor målet fx var

  • at lære hinanden at kende
  • at kende din vrede
  • at give en hjælpende hånd
  • at være en god lytter
  • Fortæl om en god oplevelse


Dag 2 startede med at  de fortalte hinanden, hvad vil du give dagen i dag, for at dagen bliver god. Straks derefter var der gang i nye øvelser i ’Kendskab giver venskab’, hvor de studerende 2 og 2 fortalte om en god oplevelse.

Det gav god energi hos alle, som havde det sjovt. God måde at alle blev hørt på med øvelse i aktiv lytning som sidegevinst. Dagen fortsatte med: Samarbejdsøvelse myter om alkohol, rygning, rusmidler - f.eks. hvornår er man alkoholiker Det digitale ansvar - om mobning, kommunikere, ytringsfrihed, falsk identitet, digital dannelse etc. Ved middagstid sluttede dagen med, at de studerende skulle give en positiv respons til hinanden.

Uddrag fra utrolig positiv evaluering

Her er et lille udpluk:

”Dejligt at opleve det faglige indhold på egen krop. Det giver mere mening end at skulle sidde og læse/høre om de forskellige aktiviteter. Varierende aktiviteter så man ikke keder sig og hele tiden bliver inspireret til, hvordan man selv vil være som lærer.”

”Som indskolingslærer vil jeg efter kurset blandt andet have fokus på både gruppedannelsen samt hvorledes eleverne arbejder i grupperne, netop så det ikke er en, som altid gør det samme i gruppearbejdet.”

”I udskolingen, hvor emner som alkohol kommer i spil, vil det i stedet være oplagt at lave en af kursets øvelser, hvor forældrene skal tænke tilbage på, da de selv gik i 7., 8. eller 9. klasse, og ud fra dette tage stilling til nogle sande og falske myter.”

Følg Lions