Hjem - Lions Danmark

Menu

Nyhed

30/01-2019

Vinder af Lions Fredsplakatkonkurrence


Det var en glad og overrasket Clara Seier Ringkjær fra 5.A på Højvangskolen i Svenstrup, som blev den heldige og dygtige vinder af årets Lions Fredsplakatkonkurrence. Clara blev vinder af årets fredsplakat - ikke blot fordi hun er heldig, men også fordi hun er en dygtig og fantasifuld tegner. Hun har tolket ”Venlighed gør en forskel” så overbevisende, at dommerne valgte hendes plakat. Stort tillykke til Clara.



Ved præmieoverrækkelsen motiverede Distriktsguvernør Egon Bjørn Andersen, distrikt 106B, udvælgelsen af vinderplakaten ved at pege på, hvor vigtigt fred er for os alle sammen, og mindede om, at rigtig mange børn må leve i konstant ufred, f.eks. i Syrien. Heldigvis har vi en organisation som Lions, som donerer en masse penge til de krigshærgede områder, for at gøre livet lidt mere tåleligt for børnene.

Populær vinder
Vinderen af distriktets konkurrence får kr. 500 – altså Clara og vinderen af landskonkurrencen får 1.000 kr. til klassekassen (også Clara) - det blev hun ikke upopulær af. Clara viste med sin plakat, at gennem venlighed har vi nøglen til den lås, som kan give en bedre verden!

Et smukt symbol!
Nu går Claras plakat videre til den internationale konkurrence, hvor hun har chance for at vinde 1.000 US$
40 klasser over hele landet har i efteråret dystet om den bedste fredsplakat dvs ca. 800 elever har deltaget i opgaven, og hvis man gør som i Lions Svenstrup, så når Lions rigtig langt ud med sit budskab.

Fernisering i forbindelse med præmieoverrækkelsen
I forbindelse med præmieoverrækkelsen blev der holdt en fernisering i Svenstrup.
268 inviterede gæster (elever, lærere, søskende, forældre, bedsteforældre) mødte frem til ferniseringen, og der var en livlig dialog forældre og børn imellem omkring tegningerne, der var lagt frem i lokalet. Specielt så man tydeligt den stolthed, som den enkelte elev havde ved at vise sit eget mesterværk ”Se her er MIN tegning” frem for søskende, forældre og bedsteforældre og kunne fortælle om historien, arbejdet og symbolikken bag ved plakaten. Lions Svenstrup havde opstillet en ægte Pølsevogn udenfor Sognegården, hvor der blev serveret gratis pølser med brød og sodavand til alle.

Lions Svenstrup har givet kr. 1.000 kr. pr deltagende klasse i dette projekt med det helt klare sigte, at børnene gennem denne konkurrence får en større forståelse for, hvor meget venligt udtryk og handling hos det enkelte individ kan skabe en større harmoni mennesker imellem, og dermed øge muligheden for fred i verdenen.

Følg Lions