Hjem - Lions Danmark

Menu

Nyhed

08/01-2020

Lions kampagne - en varm succes


En populær aktivitet, som både givere og modtagere får noget ud af!
Bjarne Munk, Lions Vissenbjerg-Aarup fortæller: 

På indsamlingsdagen møder vi op med tre mand ved hver butik og står der fra kl. 10.00 – 14.00. Vi går frem til kunderne og spørger, om de har lyst til at hjælpe os med at samle mad ind til trængte familier. Vi fortæller, at vi allerede har lavet en vareliste/ indkøbsseddel, hvor de kan vælge at købe en enkelt eller flere varer fra listen og lægge indkøbet i vores indkøbsvogn. Så sørger vi for, at varerne afleveres til 24 familier, som trænger til en håndsrækning. Rigtigt mange synes, at det er et godt koncept og tager indkøbssedlen med ind i butikken.
Mange kunder kender os fra tidligere år og nogle kommer alene for at købe ind til vores indkøbsvogn: ”Vi har jo set i lokalpressen, at I står her i dag!”. Det er meget forskelligt, hvor meget hver enkelt giver. Nogle giver en pose ris eller et glas kartofler, andre kommer med 1-2 bæreposefulde varer, en dame kommer hvert år med to store posefulde krammedyr. Højdespringeren i år var en mand, som havde tjent godt ved overarbejde op til jul og derfor lige strøg 1500,- kr over på vores MobilePay-konto.

Til vores 24 familier pakkede vi: 48 kg flæskesteg, 12 kg medister, 30 l mælk, 15 l fløde, 27 poser æbler, 27 pk dadler, 30 net clementiner, 27 kg kartofler, 46 pos. franske kartofler, 27 glas rødkål, 32 glas kartofler, 24 pk grødris, 46 1/2l kirsebærsovs, 27 poser mandler, 46 l frugtsaft, 32 pos pebernødder, 32 pos brunekager, 24 pos kaffe, 24 pk servietter, 24 pos fyrfadslys, 24 mandelgaver, 24 bøtter vanillesukker samt en mængde julegodter og julegaver. Da vi gjorde regnskabet op, havde vi 83,75 kr til overs! – vi syntes faktisk, vi kom godt i mål med vores ambitiøse projekt.

Følg Lions