De mest diskriminerede mennesker i Danmark er mennesker med handicap.

Det mener skuespilleren Lone Hertz, der gennem en lang årrække har engageret sig i hjerneskade-sagen, er medlem af Hjerneskadeforeningen, Dansk Handicapforbund, LEV, Dansk Epilepsiforening og Hjerteforeningen.

”Samfundet – altså os alle - har det med at proppe mennesker i kasser”, siger hun. ”Men det, der er brug for, er ligeværdighed, synlighed og udviklingsmuligheder for handicapverdenen”.

”Vi mennesker må have håb i livet, ellers bevæger vi os ikke fremad, vi dør”, siger Lone Hertz.

Lone Hertz er mor til Tomas. Tomas er nu 44 år. Han blev hjerneskadet som et-årig i forbindelse med en vaccination.

”Jeg blev kontaktet af Hjerneskadeforeningen for nogle år siden”, fortæller Lone Hertz. ”Egentlig burde jeg have været med langt tidligere. Det er dejligt at være aktiv. Min søn er det, der kaldes tidligt hjerneskadet. Han er født normal, men blev skadet efter en vaccination i sit første leveår. Han nåede ikke at få talesprog”.

”Dengang var det sådan, at når et barn blev ramt af en hjerneskade, så var beskeden: Han bliver åndssvag. Opgiv ham. Få et andet barn. Vi var meget autoritetstro. Vi opgav ham ikke, men vi troede på, at han var det, man dengang kaldte for åndssvag. Nu kaldes det udviklingshæmmet, men det er jo alt sammen etiketter, man sætter på mennesker, og det betyder – for dem, der ikke ved noget om handicap-liv – at så er man uhelbredelig”, fortsætter Hertz.

”Hvis Tomas var blevet placeret i Hjerneskadeforeningen med det samme, var han blevet hjulpet med tidlig stimulering, som er alfa og omega. I dag er der er mange mennesker på Tomas' alder, der er frygteligt i klemme, for de er for længst opgivet”.

Tomas er på højskole

Tomas bor i disse år på en højskole.

”Hans liv begyndte, da han blev 38 år gammel, da han kom ud af institutions-grebet og ind på på Egmonthøjskolen ved Hou i nærheden af Odder. Dér foregår der en fantastisk integrering af mennesker. Cirka en tredjedel af de elever, der begynder et semester, er mennesker med forskellige handicap, resten er normalt fungerende unge, der kan arbejde sig til et højskoleophold ved at være hjælpere for deres handicappede kammerater. Det er guld værd for begge parter. Det er et ligeværdigt miljø.”

”Nu udvikler Tomas sig hele tiden”, siger Lone Hertz. ”Han prøver at indhente noget af det, han aldrig har nået.”

”Jeg er meget glad for, at jeg nu er kommet med i hjerneskade-arbejdet”.

Lone Hertz har holdt foredrag om Tomas' verden siden 1992. Hun har også skrevet bogen ”Sisyfosbreve” og lavet filmen ”Tomas – et barn du ikke kan nå”. Den blev i øvrigt belønnet med en Bodil og en pris i Italien og er blevet vist i mange, mange lande.

”Der er sket meget i rammerne for handicap-verdenen, men ikke i holdningerne. Hvis man ikke selv har et menneske med handicap i familien, aner man ikke, hvad det er for et liv, de mennesker må”, siger Lone Hertz.

At Lions Club engagerer sig i hjerneskade-sagen synes Hertz er mere end godt:

”Vi kan slet ikke undvære det. Slet ikke i disse tider”, siger hun.