Her poserer jeg som "Geisha" i en kimeno til 70.000   kroner.

Elin Mogensen, Youth Exchange Student 2009, udsendt af Lions Club Viborg Borgvold skriver om sit ophold i Japan.

Jeg var i foråret så heldig at få tilbuddet om at blive udvekslingsstudent i Japan gennem Lions Club Viborg Borgvold. Udvekslingen foregik i juli-august, og derfor havde jeg masser af tid inden afrejse til at forestille mig, hvordan mit ophold ville blive. I min vildeste fantasi havde jeg aldrig drømt om, at det skulle blive så fantastisk. Det har været et eventyr uden lige. I løbet af den måned jeg var i Japan, boede jeg hos tre forskellige familier, der alle var bosat på Hokkaido. Japan består af mange øer, hvoraf de fire største øer bliver betragtet som de vigtigste. Heraf er Hokkaido den nordligst beliggende ø med ca. 5,6 mio. indbyggere og et klima, der om sommeren ligner det danske.

Min første familie var et ægtepar i 60’erne, Mr. og Mrs. Shutto, der dog foretrak at blive kaldt oka-san og oto-san, hvilket betyder mor og far. De betragtede mig som et familiemedlem og var stærkt medvirkede til, at mit førstehåndsindtryk af Japan og japanere var godt. Jeg blev modtaget med kyshånd i lufthavnen af en komite på ti personer, heriblandt adskillige Lions-medlemmer, en tolk og den nærmeste familie. Inden afrejse havde jeg modtaget en lang mail med kærlig hilsen fra Oka-san og Oto-san, så jeg regnede med, at de snakkede lidt engelsk. Men så let skal man ikke lade sig narre. Mailen var skrevet af tolken. Oto-san kunne sige rice og thank you, mens Oka-san havde et lille engelsk ordforråd på 40-50 ord. Det var en stor udfordring for mig, da det tvang mig til at forsøge at kommunikere på japansk. Vi snakkede overraskende meget  og forstod ikke altid hinanden, men man kommer langt med få ord på japansk og engelsk, ved hjælp af kropssprog og en ordbog.

Her er jeg som nummer tre i nederste række sammen med de andre lejrkammerater

Efter afskeden med familien tog jeg på camp med 14 andre unge fra hele verden inklusiv to japanere. Vi oplevede sammen dele af den japanske kultur og kunne snakke om vores forskellige oplevelser i og opfattelse af Japan. Da formålet med Youth Exchange er at lære andre kulturer at kende, er campen en suveræn mulighed for ikke kun at lære den japanske kultur at kende, men også mange andre kulturer. Eksempelvis var det utroligt svært for en Taiwansk pige at lære at spille et kortspil på engelsk, da hun hverken snakkede engelsk eller kendte spillets regler. Værd at pointere er, at det lykkedes.

Min anden familie var et ungt par, Takeshi og Momoko med en dreng på 7 år, Shota. Her boede jeg sammen med en rumænsk pige, så her var vi to til at forsøge at kommunikere på halvt japansk, halvt engelsk. Mit værelse var japansk indrettet, hvilket betyder, at der ingen seng var. Jeg sov på gulvet på en futon, hvilket sådan set bare er en madras, der fjernes hver morgen, så gulvet er ryddet. Og tro det eller lad være, men man sover faktisk så godt, at jeg kunne overveje at sælge min egen seng, for det giver rigtigt meget plads i rummet.

Min tredje familie var et forældrepar med tre børn. To fyre på henholdsvis 24 år og 25 år og en datter på 21 år. Datteren, Yui var hjemme på sommerferie, men studerede til dagligt i USA og snakkede derfor flydende engelsk. Resten af familien snakkede kun japansk, men de var rigtigt søde, og så betød det ikke så meget – specielt ikke når jeg havde Yui som personlig tolk. Familien boede i Sapporo, hvilket er Hokkaidos største by med knap to millioner indbyggere. Vi var selvfølgelig turister, men brugte sammenlignet med de andre familier mere tid på shopping og hygge både med familien og andre japanske unge.

Livet og dagligdagen hos de tre familier var vidt forskellige, hvilket var perfekt, for på den måde oplevede jeg japanerne fra flere vinkler. Jeg tilbragte min tid i fire forskellige byer og fik dermed set store dele af Hokkaido. Det at bo hos de indfødte er en fantastisk mulighed. Japanerne er uhyre gæstfri og ser det som en ære at gøre ens ophold så godt som overhovedet muligt. Derfor arrangerede de masser af ting, der lærte mig om den japanske kultur. Jeg spillede Park Golf, hvilket er en mellemting mellem minigolf og almindelig golf. Park Golf er opfundet på Hokkaido og er en meget populær sportsgren i Japan. Jeg har været til festival, som afholdes hele tiden i forskellige byer, været på kalligrafi- og keramikkursus, besøgt japanske skoler og universiteter, set Geisha-teater, Ninjashow og spillet på japanske træinstrumenter som en del af læren om Japans historie, set templer og shrines, som er buddhismens og shintoismens udgave af kirker. Jeg har prøvet en ægte silkekimono til ca. 70.000 danske kroner og fået foræret en Yukata, hvilket er japanernes sommerkimono, der er lavet af bomuld og i et helt andet prisleje. Ikke at forglemme er jeg meget betaget af Hokkaidos natur, hvilket efter sigende er Japans smukkeste. Familierne har taget mig med på en- og todagsudflugter for at vandre i bjergene, se vulkaner, kæmpe marker med lavendler og de flotteste varme kilder. Japan er meget kendt for deres varme kilder, onsen, som de har både udendørs og indendørs. De udendørs i den fri natur er for synets skyld, da de let kan være 100 grader varme. De indendørs findes overalt og kan sammenlignes med svømmehaller dog med den betydelige forskel, at et onsen er kønsopdelt, da det er forbudt at have en tråd på kroppen. Alle har de et varmt bassin, hvori vandet er godt 40 grader. Typisk vil der være et tilhørende udendørsareal med minimum et varmt bassin. Det er fantastisk afslappende, og jeg nød især de udendørs bassiner, når den kolde regn dryppede i ansigtet, mens resten af kroppen kogte.

Man kan selvfølgelig ikke sammenligne japansk og dansk kultur uden at fokusere på maden. Intet minder om danske frikadeller og brun sovs, men det meste smager virkeligt godt. Og japansk mad er ikke kun sushi. Rent faktisk gik der en uge, før jeg første gang fik serveret sushi. Japanerne spiser som de fleste forestiller sig meget fisk, ris og mange nudler, men retterne er altid forskelligt tilberedt. En ting er næsten altid sikkert – der en ris, bønner og/eller soyasauce i alt. Der er få ting, der bliver betragtet som traditionelt japansk mad, heriblandt kager lavet af bønner og ris. Det er bestemt ingen fornøjelse, når man er vant til en dansk hindbærsnitte. Jeg fik den serveret til en teceremoni, hvilket er forholdsvist formelt. Hver enkelt bid gav mig sure opstød, men til en teceremoni var der intet andet at gøre end at anstrenge sig og synke, selvom jeg følte kagen voksede sig større og større i munden på mig. Og der var altså ikke en halv liter vand, jeg kunne skylle efter med. Jeg måtte pænt vente til, at læreren lavede en kop grøn te til mig. Der bliver lavet en kop te af gangen, hvilket tager ca. fem minutter, og jeg var ikke den første i køen, så jeg fik fornøjelsen af kagens vedvarende eftersmag. Det var en oplevelse i sig selv, og det er sjovere at tænke tilbage på, end det var i nuet.

Min tredje familie og jeg selv ved afrejsen.

Det er desuden vigtigt at pointere, at Lions Club er en utroligt velfungerende organisation. Der har været styr på alting. Jeg blev fulgt fra dør til dør, og når der opstod et problem, blev det løst lynhurtigt. Min tredje værtsfamilie blev forhindret i at modtage mig på grund af sygdom i familien, og Lions Club vidste derfor ikke, hvor jeg skulle bo. Samme dag som jeg modtog beskeden, fik jeg tilsendt billede og oplysninger om min nye familie, og jeg snakkede i telefon med datteren, fordi hun ville sikre sig, at alt var i bedste orden. Jeg har mødt rigtigt mange medlemmer, for der kom ofte et medlem hjem til familierne for lige at hilse på og sikre sig, at alt var i orden eller for at give en gave. Jeg er blevet beriget med gaver, og det er alt fra en Yukata til en pakke med svinekød. Jeg ved ikke, om det er et særsyn i Japan, men Lions-medlemmerne i de klubber jeg har været tilknyttet brugte meget tid sammen. De havde arrangeret velkomstfester, Park Golf turnering med 25 deltagere, barbecueaften, bingoaften og afskedsfester, så der var ingen tvivl om, at medlemmerne trivedes og nød samværet. Efter en måned gik turen hjemad, og jeg var virkelig ked af at skulle forlade Japan allerede. Jeg har fået nogle fantastiske oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Den sidste og mindeværdige af slagsen var afskeden i lufthavnen. Overrasket blev jeg, da alle mine tre værtsfamilier og en håndfuld Lions-medlemmer troppede op for at sige farvel. Det var rørende, at tyve mennesker tilbragte to timer i lufthavnen og kørte mindst en time for at give mig et par ord med på vejen.

Kort sagt: 

Jeg har forelsket mig Japan