Hjem - Lions Danmark

Menu

Stevns slår to fluer med et smæk

Rent overskud:
Solskin, smukke veteranbiler og løvefrokost


Lions Club Stevns holder sit 26. Veteranbilløb med flot overskud.

Lions Stevns har afholdt sit traditionsrige Veteranbilløb, det 26. i rækken, i strålende solskin lørdag d. 27. juli. Ikke mindre end 62 køretøjer mødte frem til almindelig beundring på torvet i Store Heddinge.

Præcis kl. 10 gik starten, hvor veteranerne, en efter en, efter en kort præsentation blev sendt af sted på en rute rundt på Stevns. Veteranbilerne forsynes med en sponseret reklameplade for lokale firmaer. Tre forskellige steder var der indlagt poster med opgaver, som kørerne skulle løse, dels praktiske og dels teoretiske. Et pointsystem kunne resultere i præmier.

Efter endt tur sluttede ruten ved St.Heddinge Skole, hvor en frokost, tilberedt i skolekøkkenet af løver og løvinder, ventede ved opdækkede borde i skolens hal. Ved afslutningen her var point talt sammen, og man kårede så deltagerne med flest point og med præmieuddeling til  1. 2. og 3.præmier.

Løbet bliver arrangeret i samarbejde med Dansk Veteranbilklubs lokale repræsentant Hans Peter Nielsen. Deltagerne, mange ”gengangere” og flere nye, ytrer stor tilfredshed med arrangementet og vil gerne deltage næste år.

Løbet giver et overskud på ca. 30.000 kr. til gode formål.

Følg Lions