Lions katastrofehjælp yder 500.000 kroner til UNICEFs indsats i Pakistan
Da store dele af Pakistan i juni i år blev ramt af massive og ødelæggende oversvømmelser, var det en katastrofe oveni en i forvejen svær situation. COVID-19-pandemien havde efterladt den pakistanske befolkning i knæ med mangel på både fødevarer og adgang til sundhedsydelser.
Med donationen på 500.000 kroner støtter Lions Katastrofehjælp UNICEFs indsatser rettet mod de akutte behov, som Pakistan står med. Og der er nok at tage fat på.
Det vurderes, at 9,6 millioner børn har brug for øjeblikkelig, livsreddende støtte. Hele 1,6 millioner børn behøver livsreddende behandling mod underernæring, og derudover er forekomsten af polio, mæslinger, diarré, malaria, akutte luftvejsinfektioner udbredt. Foruden de fysiske lidelser er risikoen for børnenes mentale sundhed større, jo længere krisen varer.
Lige nu står vinteren for døren, og dermed udsigt til at situationen bliver endnu mere akut for de børn, der er ramt af oversvømmelserne.
UNICEF har været til stede i de oversvømmede områder i Pakistan med nødhjælp, siden oversvømmelserne ramte, og uddeler livsreddende forsyninger såsom rent drikkevand, medicin, vacciner, behandling mod livsreddende underernæring samt hygiejnepakker til børn og familier.
Med donationen på 500.000 kroner vil Lions Katastrofehjælp for eksempel kunne yde 125.000 børn fuld immunitet over for poliovirus eller rent drikkevand til en halv million børn i en uge.
Donationen ville også kunne sikre rent vand til flere end 5 millioner børn i en uge, eller den ville kunne betale for godt 1800 førstehjælpspakker bestående af bl.a. plastre, sæbe og medicin til sundhedscentre.
De voldsomme oversvømmelser har ført store og omfattende ødelæggelser med sig. Udover folks hjem, er kritisk infrastruktur som veje, broer, skoler og hospitaler blevet beskadiget eller helt ødelagt. Flere end 25.000 skoler er ramt af oversvømmelserne, og delvist eller helt ødelagte. Dette forhindrer millioner af børn i at gå i skole.
UNICEF arbejder derfor også mere langsigtet med at sikre genopbygningen af vandinfrastruktur i landet og er i et samarbejde med den pakistanske stat i gang med at sikre advarselssystemer til fremtidige lignende katastrofer.
Fakta: Eksempler på nødhjælpsforsyninger, donationen konkret kan omsættes til:
• Poliovacciner til 1,30 DKK pr. dosis. Der skal i alt tre doser til for at barnet opnår fuld immunitet. For 500.000 DKK vil over 125.000 børn kunne opnå fuld immunitet over for poliovirus.
• Mæslingevacciner til 2,85 DKK pr. dosis. Her opnås immunitet hos barnet efter to doser. For 500.000 DKK vil over 85.000 børn kunne blive beskyttet mod mæslinger.
• Udover vaccinationsprogrammer, uddeler UNICEF også sanitets- og hygiejneforsyninger såsom sæbe, hygiejnebind, vandrensningstabletter, vandpumper mv. En enkelt vandrensningstablet koster kun 0,02 DKK og renser 4-5 liter vand. 500.000 DKK vil dermed flere end over 5 millioner børn adgang til rent drikkevand i en uge.
• Førstehjælpspakker til 275 DKK bestående af bandage, plaster, sæbe, håndklæde, medicin mv. Førstehjælpspakken er uundværlig for lokale sundhedscentre og frivillige sundhedsarbejdere, som er til stede i selv fjerntliggende landsbyer. 500.000 DKK vil give 1817 førstehjælpspakker til sundhedscentrene i landet.
Følg Lions