Hjem - Lions Danmark

Menu

Papua Ny Guinea

300.000 kr. til jordskredsramte børn og familier i Papua Ny Guinea

Danske Lions Klubbers Katastrofehjælp har netop doneret 300.000 kr. til Papua Ny Guinea.  Det sker i et samarbejde med UNICEF, der allerede deltager i nødhjælpsindsatsen og koordinerer med andre aktører på stedet.

I nattetimerne til 25. maj, hvor børn og familier sov i deres hjem, ramte et voldsomt jordskred et område i Enga provinsen i Papua Ny Guinea. Eftersøgnings- og redningsarbejdet er begyndt, men det stadig ustabile terræn og manglen på tunge maskiner bremser processen. Mange af de begravede er endnu ikke lokaliseret, da eftersøgnings- og redningsindsatsen er i gang.

Antallet af omkomne forventes at stige, efterhånden som eftersøgnings- og redningsindsatsen fortsætter. Netop nu (28.5.) tales der om 120 huse og 1250 fordrevne fra deres hjem.  Blandt ofrene er mange børn og kvinder.

Det anslås, at husene er fuldstændig ødelagt, og at mange flere er truet af det stadig ustabile jordskred, som har forårsaget murbrokker på mellem 6 og 8 meters dybde. En skole og en kirke blev også begravet, såvel som haver og nogle køretøjer. Der er erklæret undtagelsestilstand i området.

Mens redningsindsatsen pågår, har de cirka 4.000 personer, der bor i det ramte område akutte behov, herunder:
• Forebyggende foranstaltninger til at forhindre sygdomsudbrud
• Medicinsk og psykisk førstehjælp
• Midlertidig husly og faciliteter til befolkningen, der er blevet fordrevet
• Mad, sikkert drikkevand, hygiejneartikler, og andre nødhjælpsforsyninger




For de 300.000 kr. kan UNICEF bl.a. sikre indkøb af:
• 1.123 hygiejnesæt, der hver rækker til en familie
• 7,7 millioner vandrensningstabletter
• 18 modstandsdygtige telte til undervisning af børn ramt af oversvømmelserne

Lions Katastrofehjælp gav sidste år donationer til UNICEFs indsats rettet mod børn ramt af massive jordskælv i Tyrkiet og voldsomme oversvømmelser i Libyen.
 

Følg Lions